Niels Peter Brandt: 1840-1912
Brandt med sivskoene. Begravet på Skamby kirkegård. Mindesten rejst af Den frie Udstilling.
Far: Carl Adolf Dennis Brandt (giftede sig i 1853 efter Karens død med Karen Madsdatter: 15/12/1829-189?)
Mor: Karen Nielsdatter: 30/11/1813-14/9/1851 (tuberkulose)
Gift med Ane Sofie Nielsen (Den lille Sofie fra Milepælehuset): 18/2/1834-21/11/1923. Se nedenfor
Børn:
Karen Marie: 6/9/1866-28/9/1957
Karoline Amalie: 4/7/1868 (Amerika moster. Emmigrerede til Grant, Michigan, USA
Sara Kirstine: 22/11/1870
Carl Vilhelm: 8/2/1874 min farfar
Christian Frederik: 18/4/1875
Niels Peter Brandt, lod sine to ældste børn, Marie og Karoline, gå i Maare Friskole, ved Ørbæk på Østfyn. Niels Peter Brandt var nærmest selv ophavsmand til skolen, som holdt til i en stue i hans hjem indtil den fik sin egen bygning.
​Niels Peter Brandt tilhørte Ryslinge valgmenighed (oprettet 1865). Der blev tit holdt små vennemøder med foredrag i skolestuen. Til disse møder kom også noget af familien fra det nærliggende Ullerslev på Østfyn. Niels Peter Brandts morbror, Anders Nielsen, og dennes kone, Ane Dorthea, var hyppige gæster i hjemmet på Maare mølle.
​I sommeren 1840, 16 uger gammel, flyttede Niels Peter Brandt med sine forældre ind i Pilevad mølle i Avnslev, hvor han  voksede op. Skolegangen foregik i Avnslev, og Niels Peder Brandt blev konfirmeret 1854 i Skalkendrup hos pastor Kisbye.
​I barndommen var han sin mors yndling; hun gav ham mange gaver.
​I 1851, som 11 årig, talte han meget med sin mor under hendes sygdomstid (lungetuberkulose). Hendes formaninger til ham om at være god ved de små søskende og holde sig til Vorherre gjorde et stærkt indtryk på ham. Det vakte alvorlige tanker hos han; tanker der lå udover, hvad der er almindeligt hos en 11 års dreng.
​Niels Peter Brandt har været med sin far til små gudelige forsamlinger i Nyborg, hvor der blev banket på ruden og råbt ude fra gaden under forsamlingen. Amtsfuldmægtig Lindholm, Nyborg, og en skomager Sørensen, som var soldat i Nyborg, havde gode talegaver og talte jævnligt ved forsamlingerne.
​Engang var der forsamling i Pilevad mølle, Avnslev, langfredag. Der var kun få vakte i selve Avnslev. Kisbye var ikke nogen vækkende kraft og øvede tilsyneladende kun ringe indflydelse. Pastor Wiborg derimod, var en af de førende i forsamlingsbevægelsen.
​Af sind lignede Niels Peter Brandt mest sin mor, mens hans bror Rasmus mest lignede faderen.
​Efter moderens død følte han et stort savn i hjemmet. Han gik stille omkring uden at kunne slutte sig til egnens ungdom. Hos slægten fandt han ingen forståelse for den religiøse trang, der var vågnet i ham. Det bedrøvede ham at se sin far sløves overfor det religiøse liv efter nogle år af sit andet ægteskab med Karen Madsdatter.
​I 17-18 års alderen, 1857-58, hørte han med interesse om Ryslingebevægelsen, som hans lærer tog afstand fra, men som faderen forsvarede.
​To skræddere, brødre fra Avnslev, blev gudelig vakt. Den ene blev præst i Amerika. Den anden gik over til mormonerne, men gennemskuede humbuggen heri, hvorpå han vendte tilbage til Danmark og henvendte sig til pastor Kisbye med bøn om atter at blive optaget i folkekirken .
​Kisbye fremstillede ham en søndag i menigheden og lod ham offentligt bekende sin tro; herefter spurgte han om nogen i menigheden ville stå frem og slå kreds om den omvendte. Nogle få fulgte opfordringen, der iblandt Niels Peter Brandt som var stærkt grebet og ikke et øjeblik betænkte sig eller var undseelig ved at følge opfordringen.
​Niels Peter Brandt kunne aldrig ret tilfredsstilles af de vakte i sin omgangskreds. Deres åndelige horisont var for snæver og deres menneskelige udvikling langt tilbage.
​En møllebygger, som var påvirket af Christen Kold, kom flere gange i hjemmet. Han havde været på Kolds skole og taget del i det nye grundtvigske menighedsliv i Kerteminde. Hos denne mand fandt Niels Peter Brandt, hvad han savnede hos de andre.
​Niels Peter Brandt arbejdede på møllen hos sin far, og efterhånden passede han den helt selvstændig. I 1862 fik han bevilling til at male mel i møllen. Det blev fejret ved at flaget blev hejst på møllen.
​14.6.1863 blev Niels Peter Brandt indkaldt til Den kgl. Livgarde til Fods. 23.9.1863 udnævntes han til underkorporal, hærens laveste befalingsmandsgrad. Han deltog i felttoget i 1864 under Den anden slesvigske Krig. Som gardist (nu garder, men på den tid var gardist den almindelige betegnelse) kom han ikke videre med i ilden, men var dog med ved tilbagetoget fra Dybbøl og overgangen til Als 18.4.1864. For aktiv deltagelse i krigen 1864 fik han erindringsmedaljen. Han blev permitteret 17.10.1865.
Fra 1. januar 1862 blev mølleriet  gjort til et frit erhverv, og enhver kunne derefter slå sig ned som møller.
Vi må antage, at det er som følge af denne nyordning, at Herrested sogn får sin første mølle. I al fald kan vi i tinglysningsprotokollen læse, at der den 11. december 1866 blev givet skøde fra Poul Christensens enke til møllersvend Niels Peder Brandt på jordstykket, hvor nu Maare Mølle ligger.
Prisen var 1200 kr.
På dette tidspunkt har møllen sandsynligvis allerede været under opførelse. I al fald står den senest færdig den 1. februar 1867, da branddirektøren gav møde i Maare ”for at afholde Taxation til Indtegning under Brandforsikringen”, som det siges i Brandtaksetionsprotokollen for Vindinge herred.
Af samme protokol fremgår det, at møller N. P. Brandt har ladet opføre en hollandsk kornmølle. At møllen var hollandsk vil sige, at det kun var møllehatten og vingerne, der skulle drejes efter vinden, i modsætning til stubmøllen, hvor hele møllebygningen blev drejet. Denne mølletype var en nyere opfindelse, som man først finder beskrevet i nogle af Leonardo da Vincis efterladte optegnelser fra omkring 1500-tallet. Møllens grundplan er ottekantet, og nederste etage er opført i teglsten og forsynet med to gennemkørselsporte. Derover er der endnu 3 etager eller lofter, som er opført i træ.
De bærende bjælker  - 8 stk. i alt – er 17 alen (10,68 m) lange og hhv. 11 (28.8 cm) eller 10 tommer (26,16 cm) tykke. Tømmerværket er helt igennem opført af nye, gode og fortrinlige materialer.
Dernæst beskriver brandtaksationaprotokollen møllens maskineri, aksler, hjul og vinger af enten træ eller støbejern. Møllens vindfang er på 32 alen (20 m).
Mølleriet består af 3 kværne og en grubbe; hertil kommer 2 sigter og en valse til grynfremstilling.
Hele herligheden takseres til i alt 4900 rigsdaler (9.800 kr.)og forsikres for dette beløb.
Til nærmeste brandfarlige bygning – Lars Jensens gård – er der 85 alen (53,38 m).
Under en senere taksation, der foretages i 1872, ændres værdiansættelsen til 4985 rigsdaler ( 9.970 kr.), og samtidig nævnes det udtrykkeligt, at møllen er opført i 1866. I fortegnelsen over mølleriet nævnes nu også 2 rensemaskiner.
Niels Peder Brandt var møller i Maare indtil 1877. Han afhænder den til Henrik Pedersen, og møllen skifter derefter ejere 3 gange indtil den brænder i 1923.
​1.9.1876 flyttede Niels Peter Brandt med familie til Albani mølle i Hjallese ved Odense; Niels Peter Brandt lod  den bygge dette efterår. For byggeriet stod murermester Meyer, Kerteminde. 
​I Odense sluttede Niels Peter Brandt og hans kone Ane Sofie Nielsen sig til Ludwig Helweg (1818-83) ved Hospitalskirken og kom til efterårsmøder på Dalum højskole hos forstander Lebeck, som var gift med Christen Kolds enke; Kold døde nogle år inden Niels Peter Brandt og familie flyttede til Odense.
​Som en følge af Fyns Folkebanks krak i 1880 gik Niels Peter Brandt fallit. Han havde været medstifter af Fyns Folkebank, og var en tid næstformand i banken. I vinteren 1880-81 flyttede familien så ind til Odense og drev en mælke- og smørrebrødsforretning i Nørregade, men det gik ikke.
​I sommeren 1885 flyttede de så til København. En tid var Niels Peter Brandt agent for et firma, som handlede med kunstgødning.
​I 1893 havde Niels Peter Brandt en mælkeforretning i Laxegade, Kbh. K.
​Niels Peder Brandt stod i en årrække model, bl.a. for maleren Carl Bloch (1834-90) til portrættet af Fr. III (hænger på Kbh. Universitet, Frue Pl.). Uniformen var Fr. III's originale, som på foranledning af prof. Carl Bloch var udlånt fra Rosenborg.
​I 1892 el. -93 fik Niels Peter Brandt en nyoprettet stilling som inspektør (kustode?) ved Den Frie Udstilling ved Østerport station, Kbh. Han var ansat ved Den Frie Udstilling allerede fra åbningen i udstillingsåret 1888.
​I 1893 flyttede familien fra Laxegade, hvor den havde boet en tid, til Holckenhus, Vester Voldgade 82, 3. sal (hj. af Stormgade), Kbh. Her fik Niels Peter Brandt fribolig ved Zahrtmanns skole, forberedelsesskolen til Kunstnernes Studieskole.
​Fra 1905 var Niels Peter Brandt tillige regnskabsfører ved Zahrtmanns skole (se Hanne Honnes de Lichtenberg: Zahrtmanns Skole. Forum. Kbh. 1978, ISBN 87 553 0812 0). Niels Peter Brandt var meget glad for sit arbejde blandt kunstnerne og var meget afholdt og respekteret af dem. Her levede han under gode kår indtil sin død 9.4.1912.
​Ved hans 70 års fødselsdag 1.3.1910 var der en stor fest. Han kunne have fået en ‘decoration’, men det ønskede han ikke. Kunstnerne malede så hver et billede, som de forærede ham.
​Nevøen Th. Nielsen beskriver sin onkel som en fornuftig og begavet mand, så menneskelig forstående. Der var så hyggeligt og gæstfrit i deres hjem i Holckenhus, hvor de som oftest tilbragte aftenen i køkkenet, som for den sags skyld også mere lignede en dagligstue. Hvad der straks faldt i øjnene, var de mange piber, og det var da også det første onkel sagde, når jeg kom ind ad døren: “Værsgod og tag en pibe”. Den eneste aften, jeg ikke måtte komme på, var om lørdagen, for så gjorde onkel skolestuen i orden.
​Ved hans død 9.4.1912 omtalte samtlige københavnske blade P. Brandt på så smuk og sympatisk en måde, som jeg aldrig har set. Onkel var blevet populær.
Nekrolog i Nationaltidende 9.4.1912:
Dødsfald.
Inspektør Brandt ved "Den fri Udstilling".
Den i Kunstnerkredse meget afholdte Inspektør ved "Den fri Udstilling", Brandt, er afgået ved Døden, ret pludselig, men vist alligevel ikke helt uventet, eftersom den omtrent halvfjerdsindstyve Aar gamle Mand tidt skrantede og i den sidste tid syntes paafaldende anstrengt. Pligtopfyldende og selvforglemmende som han var holdt han ud saa længe som muligt uden at klage.
Inspektør Brandt var et ejendommeligt Menneske. Hans landlige Væsen og Tale stod i en pudsig elskværdig Modsætning til hans nuværende Virksomhed, der havde bragt ham saa langt bort fra hans oprindelige Métier. Han havde nemlig været Landmand. Saa havde han faaet Opsynet med Krøyers og Tuxens Malerskole, og herfra drog han saa ind i den Stilling, som han beklædte samvittighedsfuldt og interesseret, til han maatte give tabt. Endnu da "Den fri Udstilling" aabnede, var han at finde paa sin Post.
Mange Malere, navnlig af "Den fri Udstillings" Kreds, har mangt og meget at takke Afdøde for. ​Fbg.
​
Nekrolog i Ekstrabladet 9.4.1912:
Inspektør Brandt
paa den frie Udstilling død.
[Nekrologen indledes med et billede af N. P. Brandt stående ved en buste; billedtekst: Inspektør N. P. Brandt.]
Gamle Brandt, den frie Udstillings Inspektør, er afgaaet ved Døden, ca. 67 Aar gammel. Han havde i den sidste Tid skrantet en Del; han mandede sig dog op og mødte paa sin kære Udstillings Aabningsdag - men saa maatte han ogsaa tage hjem og lægge sig til Ro, han ventede dog næppe selv, at det var Døden, det bar imod.
Inspektør Brandt var en afholdt Mand i vore Kunstnerkredse, og af det store udstillingsbesøgende Publikum var hans høje Skikkelse jo godt kendt. Saalænge den frie Udstilling havde bestaaet, havde Brandt været knyttet til den. Man saa ham hver Dag pusle omkring derinde med sine uundværlige store Sivsko på Fødderne. Der er ingen Tvivl om, at spiren til hans Gigtsvaghed blev lagt i den raakolde Udstilingsbygning med den glohede Kakkelovnsvarme.
Gamle Brandt havde fulgt flere Slægtled af vore Kunstnere fra deres Studiedage. Han var knyttet til Krøyers og Zahrtmanns Studieskole, og her lærte han jo Eleverne at kende. Alle kom til at holde af den venlige og hjælpsomme Mand, og de unge Kunstnere bevarede Venskabet for ham op gennem Aarene. Et smukt Vidnesbyrd herom var de aarlige Juleudstillinger, som Inspektør Brandt afholdt i den frie Udstillingsbygning, og som mest bestod af de Smaabilleder og Tegninger, som Kunstnerne gjorde sig en Glæde af at overlade ham. Gamle Brandt paa sin Side nærede stor Hengivenhed for sine Venner Kunstnerne, helt rørende var saaledes hans ubegrænsede Beundring for Malerne Kr. Zahrtmann og Joakim Skovgaard. Brandt, der vist nok oprindelig havde været Møller paa Landet gik herinde helt op i sin Virksomhed for Kunstnerne. Han drev endog sin Kærlighed til Kunsten saa vidt, at han oprettede en Croquis-Skole, som i Vintermaanederne havde Lokaler i Udstillingsbygningen og en Tid blev meget besøgt af yngre Kunstnere.
Meddelelsen om den brave og pligtopfyldende Mands Død vil i vide Kredse blive modtaget med Vemod. For mange af vore Kunstnere staar Mindet om hyggelige og lærerige Timer paa Kunstnernes Studieskoler uadskillig knyttet til gamle Brandts Personlighed.
​Jeorge.
Ved bisættelsen i Vartov kirke talte kunstneren Viggo Petersen meget bevæget. Også svigersønnen, pastor Henrik Pedersen, Skamby, talte.
​Niels Peter Brandt døde af åreforkalkning. Han ligger begravet på Skamby kirkegård, hvor også hans enke Sofie, svigersønnen Henrik, datteren Marie og deres datter, barnebarnet Rigmor (faster/søster) Brandt-Pedersen hviler. På gravstedet har Den Frie Udstilling opsat et gravmæle.
​Maleren Poul S. Christiansen har malet Niels Peter Brandt og hustru Ane Sofie Nielsen i en situation, hvor de sidder over et spil Halma i køkkenet i lejligheden i Holckenhus. Originalen hænger på Fåborg museum. En kopi, malet af Theodor (?) Nielsen, tilhører Niels Peter Brandt og Ane Sofie Nielsens oldebarn pens. skoleinspektør Mogens Brandt, Søndersø, Fyn (søn af Henrik Pedersen og Karen Marie Brandts søn Einar). Om denne kopi har Poul S. Christiansen, efter Mogens Brandts udsagn, udtalt: “Det er sgu bedre end mit.”  
Uddrag af maleren Poul S. Christiansen: Livserindringer. Tilskueren, årg. 1926, 2. halvbind, s. 28-37:
​N. P. Brandt.
​I slutningen af 1880’erne var der kommet en mærkelig mand på modelmarkedet. ‘Han er lige til af male en Christus efter’, hed det i nogle kunstnerkredse. I andre kaldtes han Job efter at Vilh. Hammershøi havde brugt han som model til sin ‘Job’. Han havde haft en hård og sjælden skæbne. Han havde at møllebrug ved Odense, som han selv havde ladet bygge og ejede i fuld drift. Men så kom katastrofen. Han var kautionist i Fyns Folkebank da den brød sammen, og han mistede alt. I sine bedste år stod han på bar bakke med en stor familie og rejste til København. ‘Hvad vil du tage fat på; hvad kan du?’ spurgte han sig selv. En dag kom han i tanker om at han i malerisamlingen på Christiansborg havde set et billede som forestillede en gardist, der stod model for en billedhugger (W. F. Bendz’ bekjendte maleri: En billedhugger arbejder efter levende model). ‘Du har også været gardist. Mon du ikke også kan bruges som model?’ tænkte han. Han fremstillede sig omkring hos kunstnerne og på kunstskolerne og blev meget søgt og afholdt som sådan. Senere blev han ansat som opsynsmand ved Krøyers afdeling af De Frie Skoler og som inspektør ved Den Frie Udstilling. Hans ædle elskværdige væsen gjorde ham afholdt af alle, som kom i berøring med ham. Da jeg i året 1905 forlod skolen blev han også min afløser ved Zahrtmann’s og gjorde udmærket fyldest.
Uddrag af: Den Frie Udstilling gennem 50 Aar. Rs. Naver. Kbh. 1942, s. 42:
​Som Opsynsmand ved Bygningen og Kontrollør ved Udstillingen engageredes en Mand ved Navn Brandt. Han havde oprindelig været Mølleejer i Jylland (fejl; skal være Fyn), der var gaaet tilbage for ham, og han kom til Kjøbenhavn for at paatage sig hvad som helst, og han blev saaledes en søgt Model for mange Malere, deraf Bekjendtskabet.
​Han blev en trofast og paalidelig Vogter af Den Frie Udstilling, som han tjente til sin Død, mindet af alle Udstillere med gjensidigt Venskab.
​(Den Frie Udstilling åbnede i egen bygning 26.3.1893.)
Uddrag af J. F. Willumsen. Mine Erindreinger, fortalt af Ernst Mentze, med biografiske Oplysninger, Noter og Kommentarer. Berl. Forlag. Kbh. 1952, s. 119-20 og 302:
​Mine (JFW) første Erindringer fra Den Frie Udstilling er nøje knyttet til gamle Brandt, den tidligere Mølleejer, der var kommet til Hovedstaden, hvor han først tjente til Udkommet som Model paa De Frie Skoler. Fra 1892 knyttedes han til vor Udstillingsbygning som Opsynsmand, Assistent, eller hvad man nu vil kalde ham. En senere Tid har lagt stærkere Vægt paa Titler. Brandt fulgte os fra Raadhuspladsen til Aborreparken og videre til Østerbro, og han sluttede sig med Venskab til Kunstnerne, hvis Interesser han varetog med aldrig svigtende Pligttroskab. Men han var en pudsig og en meget selvraadig Bondemand. Jeg husker engang vi ville give ham Uniform paa. ‘Nej Tak’, det ønskede han sgu ikke. Jeg er sikker paa, at denne Hædersmand mødes med os i Olympen.
Ane Sofie Nielsen (Den lille Sofie fra Milepælehuset)
Niels Peters kone. Efter sin mands død i 1912 flyttede hun over til datteren Marie og svigersønnen Henrik og boede hos dem i præstegården i Skamby til hun døde 21.11.1923, næsten 90 år gammel. Hun ligger begravet på Skamby kirkegård.
Erik ved mindestenen for Niels Peter og Ane Sofie på Skamby kirkegård 2011.